Mauras stemme

Hej, lad mig præsentere mig selv: Jeg hedder Maura. For et stykke tid siden mødte du min mor Anna og læste om hendes erbazzoncini. Hvad du ikke ved, er, at hun i dag laver dem med de grøntsager, min mand dyrker i vores køkkenhave. Min historie er dog lidt anderledes end hendes: Jeg har altid arbejdet som bogholder, og da jeg blev gift, anede jeg virkelig ikke, hvordan man gjorde noget i køkkenet. En dag bad jeg min mor om at lære mig de tre-fire opskrifter, jeg holdt mest af, og jeg skrev dem ned i dagbogen fra 1980, som jeg stadig har i dag.

Vores opskrifter er virkelig vores egne. Når vi taler om "kødboller", mener vi i virkeligheden "Bedstemor Annas kødboller", ingen tvivl om det. En af de opskrifter, børnene holder allermest af, er uden tvivl minestra imperiale (kejsersuppe): lavet med parmesan, æg og mel. Pastaen, der kommer i suppen, minder om en omelet på cirka en halv centimeters højde med en knivspids salt. Nogle tilsætter også revet muskatnød, men jeg synes, børn ikke er så glade for det. Pastaen bages i en varm ovn i cirka ti minutter, til den bliver gylden, og bliver derefter afkølet og skåret i små terninger. Det var den perfekte opskrift til fester og bryllupper og også praktisk, fordi den kunne laves et par dage i forvejen. To spiseskefulde i hver tallerken, lidt varm bouillon, og så havde man endda nok til halvtreds mennesker.

I vinterens kolde måneder er minestra imperiale en sand favorit på vores bord. Jeg er meget heldig, for min nabo er landmand og har halvtreds høns. Hver tredje dag har hun en overflod af æg, som hun meget venligt giver til hele nabolaget. Om foråret og sommeren bruger jeg nogle af æggene til at lave portioner af pastaen, som jeg derefter fryser til vinteren.

Når jeg laver vores familieopskrifter, siger min mor: "Du er virkelig dygtig, du er ti gange, ja hundrede gange bedre end mig", men jeg tror ikke på hende, for hun har altid været en kunstner i køkkenet. Indtil for et par måneder siden kunne hun rulle den tyndeste hjemmelavede pastadej ud med hånden. Jeg holdt den op mod lyset og undrede mig over, hvordan hun bar sig ad. Jeg kan nogenlunde lave gnocchi (hvor det ikke gør noget, hvis der kommer et par huller i dejen), men dejen til cappelletti skal rulles hurtigt ud, så den ikke tørrer, for så bliver cappelletti svære at lukke. Hun kunne gøre det helt uden besvær. Så stillede vi, hendes døtre, fire søstre, os rundt om bordet, og inden længe ... havde vi cappelletti nok til alle!

I dag bruger vi pastamaskinen, men heldigvis har vi stadig de øjeblikke, hvor vi alle står i køkkenet sammen. Vi begynder allerede i november og vælger en lørdag, en søndag eller bare en formiddag, hvor vi er fri for forpligtelser, og så begynder forberedelserne til juleaften. Nu er vi ret mange, næsten tredive: alle tager hjem til Chiara til middag, for hun har det største hus. Vi vil altid have vores opskrifter, og det vil vores børn også, for Nonna Anna har skrevet dem alle ned i en bog til dem.

Der er dem, der giver en ring eller et ur videre fra generation til generation, og så er der dem, der maler deres families historie eller skriver den ned i en bog. Vi fortæller vores gennem vores opskrifter – retter, der har været med os ved festlige lejligheder og også i de hårde tider. Det er de retter, der har hørt os grine, måske endda skændes, og snakke om løst og fast. Som jeg sagde i begyndelsen, er det de opskrifter, der virkelig er vores egne, og vi værner om dem, som vi ville værne om de mest dyrebare minder.

Mauras opskrift: minestra imperiale (kejsersuppe)

Ingredienser
150 g revet Parmigiano Reggiano
150 g semulje eller mel
100 g smør eller margarine
4 æg
50 g finthakket mortadella (valgfrit)
Revet muskatnød (valgfrit)

Fremgangsmåde
Smelt smørret eller margarinen, og bland derefter alle ingredienserne sammen. Smør en form, hæld dejen i, og jævn den ud. Bag i en moderat varm ovn i 15-20 minutter. Skær pastaen i små terninger, og kog den i den kogende bouillon.

 

Kreditering:
Tekst af Carlotta Fiore
Foto af Diego Rosselli